Sikkerhed

Man kan ikke benægte, at skydning, af indlysende årsager, er en idrætsgren, som har et iboende faremoment. Er man opmærksom på dette forhold, er skydning dog en idræt, som kan dyrkes i sikre og trygge omgivelser. Skydning er nok den eneste idrætsgren, som nøje overvåges af politi og andre myndigheder, da der stilles særlige krav til sikkerhed i forbindelse med udøvelse af sporten. Også derfor er sikkerhed yderst vigtig i vores forening.

Som ny eller helt uerfaren skytte træner man aldrig alene, men er altid under opsyn af erfarne instruktører, som er til rådighed med hjælp og vejledning. Navnlig skal det pointeres, at juniorskytter ALDRIG skyder eller har omgang med våben uden opsyn fra instruktører.

Skydning er i vore dage en idræt, der dyrkes på lige fod med de klassiske idrætsgrene, som f.eks. svømning, fodbold og cykling. Idrætten udøves under anvendelse af  moderne våben og markeringsanlæg og den har tilbud til alle - voksne såvel som børn.

Som skytte kan man vælge mellem mange forskellige discipliner, som hver især stiller krav til psyke, reaktionsevne og udholdenhed. Fælles for alle discipliner er, at det er TEKNIK og KONTROL, der er nøgleordene.

Skydning afviger fra de fleste andre idrætsgrene, idet der ikke stilles særlige krav til hverken højde, drøjde, styrke, smidighed, alder, køn eller uddannelse. Alle kan dyrke skydning. Men i dag skal alle foreningsmedlemmer over 15 år, som vil skyde med foreningsvåben, være godkendt af politiet.

Det er umuligt at opstille klare regler for, hvornår man kan begynde at dyrke skydning, da det er meget individuelt, hvornår det enkelte barn kan have udbytte af skydningen som idræt. Farum Skytteforening har i dag aktive skytter i aldersklassen 8 til 85 år.